12. Blog article

Tramper rundt i små bjerge af skrald, prøver at lukke af for stanken af affald blandet med duften af røgelse. Tusinde tanker farer gennem mit hoved: ”vi må da gøre noget”. Langsomt bevæger jeg mig ind i et samfund af et ubeskriveligt menneskemylder i et kæmpe slumområde i Mumbai. Opdager at jeg ikke en eneste gang hører et barn græde eller nogen klage, jeg ser ikke nogen der er syge. Tværtimod oplever jeg fred, glæde og stor nysgerrighed.

Grimhed møder skønhed

Slumkvarteret ligger ud til havet. Det kunne være så smukt. Får så øje på en lille dreng, der sætter sig på det der kunne være en strand. Han sætter sig midt i det stinkende affald for at gå på toilettet. Lige ved siden af ham er der et andet barn, der sammen med en hund graver i affaldet og leder efter noget at spise.

Jeg fryser fast, kigger på vandet bag drengen – de bruger vandet til at vaske op i, og vaske sig selv i. Bakteriemyldret må være ufattelig stort; jeg væmmes ved tanken og får det dårligt. Men rundt om mig er der ikke andet end smil, glade stemmer og en ubeskrivelig følelse af – frihed. Det kan umuligt passe. De mennesker har det sværere end vi nogensinde kunne forestille os, de kender en smerte som vi aldrig har været i nærheden af. Mit kritiske sind er i den grad på arbejde, mine følelser kolliderer med hinanden og mit åndedrag er kort. Jeg får lyst til at redde dem alle sammen. Men fra hvad?

I næste øjeblik løber en hel flok børn mig i møde, og danser rundt om mig og råber ”Hello! Hello!”. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre. Mit hoved siger mig at jeg skal holde afstand. Efter et par sekunder lytter jeg i stedet til min mavefornemmelse og jeg fanger nogle af børnene, løfter dem op og råber ”Hello!” tilbage. Det synes de er sjovt, og de vil alle sammen lege.

Slipper kontrollen

Jeg bevæger mig længere ind i de smalle gyder sammen med min kæreste, og to venner, som kender området. Kvinderne er klædt i de smukkeste saris; de stærke farver stråler i mine øjne og rundt om er der så meget der er beskidt. Kontrasten er provokerende og alle sanser er hypervågne.

Vi kommer frem til en lille samling af metal der skal forestille et hus. Vi bliver budt indenfor. Huset består af ét lille rum med reoler med sengetøj, nogle kasser, et par stole og så ellers et bart gulv. Her bor der ti kvinder. Om natten lægger de sig på gulvet for at sove og ellers er det et køkken om dagen.

Jeg bliver budt til at sidde på den ene af deres stole, som kun har tre ben ud af fire, og alle de andre sætter sig på gulvet. Det kan jeg ikke holde ud: at sidde på stolen når de sidder på gulvet. Jeg sætter mig derfor på gulvet sammen med dem. Igen konflikt mellem tanker og følelser. Mine tanker siger ”Pas på, der er meget beskidt, du kan blive meget, meget syg. Desinficer dine hænder, og rør ikke ved noget”. Mine følelser vil bare slippe al kontrol og hengive sig til situationen.

Vi bliver budt på te. Jeg ved at vandet er meget beskidt. Tøver og tager så med et ryk imod teen og tager en beslutning: ”Ja, ja, hvis jeg nu bliver syg, hvad så? Det er en lille pris i forhold til det samvær, jeg kan træde ind i her”. Jeg giver helt slip og giver mig hen til relationerne, situationen og nuet. Mærker en strøm af glæde og kærlig energi boble gennem min krop. En simpel beslutning og min kropstilstand skifter. Magisk på sin vis. Jeg sætter mig tæt hos kvinderne på gulvet, og vi begynder at dele historier med hinanden. Der går ikke lang tid før vi griner og græder sammen. Det er som at åbne en sluse af intimitet, der ikke har noget på sig. Det er bare.

Mandekvinder


Kvinderne er dog ikke almindelige kvinder – men mænd. Mænd der føler at de er født i en kvindekrop. Som nu er kvinder. Jeg får at vide at det at skifte køn foregår på en meget barsk måde. Helt primitivt. Og at nogle af dem forbløder til døde. Andre klarer den.

Disse mænd er fuldstændigt udstødt af familien og samfundet. De har arbejdet som prostituerede og tiggere. De er flyttet ind i slumkvarteret og deler det ægte fællesskab som gennemsyrer hele området, og som jeg så tydeligt kan mærke, når jeg åbner mig for det.

Når jeg lytter til disse kvinders historier, mærker jeg at jeg bliver meget vred – og også ydmyg på en helt overraskende måde. De må leve med konsekvenser som udstødthed, fattigdom, smerte og sygdom. Og, det er tydeligt at de er stolte i deres valg. De deler ubetinget smerten og kærligheden med hinanden og jeg føler mig som en elev hos en gruppe mestre. Jeg vælger at gå ind i kærligheden sammen med dem. Det er som om at fjerne mig selv, som den eneste der kan stå i vejen for den tillid der står klar. Tilliden åbner.

Fyrværkeri af følelser

Jeg og mine venner er sammen med dem hele aftenen. Disse mandekvinder er som en stor familie, de har til og med tydelige roller så som mor, bedstemor, storesøster, lillesøster, den vise præst etc .

Det strømmer ind med venner og naboer fra slummen som slutter sig til vores selskab. Vi har været ude og købe lidt øl og whisky og skåler med hinanden. Så sætter de på musik og begynder at synge for fuld energi. Alle rejser sig og danser. Med stolthed og glæde viser nogle af de ældre kvinder mig, hvordan man danser Bollywood. Timerne går mens vi spiser, synger, danser og drikker . Vi er hinanden nær. Den yngste ”lillesøsteren” har gjort sig umage og har lavet fin mad som består af kogte ris og nogle forskellige saucer. Jeg spiser med den nydelse det er at være i så berigende et samvær. Jeg har glemt alt om, at jeg kan blive syg af maden og vandet.

Disse mennesker viser mig noget af den dybeste form for fællesskab jeg, nogensinde har oplevet. Som tiggere har de næsten intet. Men på forunderlig vis har de livet, hinanden, og taknemmeligheden. Men også smerten.

“Hvor får de mon styrken fra?”, spørger jeg og får et tydeligt svar af den tynde kvinde de kalder for præsten: De har sig selv. De har livet. De har kærligheden. De har hinanden. De vælger at elske i stedet for at hade. De vælger skønheden i stedet for grimheden. De vælger taknemmeligheden i stedet for offerrollen. Når det er rigtig svært og smerten er uudholdelig, men hinanden det har de ubetinget. De har så meget smerte, og samtidigt har de adgang til en boblende glæde og et enormt nærvær. Måske er det en overlevelsesdrift? Jeg ved det ikke. Det er tydeligt at de i hvert fald beslutter sig for, hvordan de vil have det.

Mine tanker går til min egen skandinaviske kultur. Vi lider ikke af nød. Men vi ved godt hvad forskellen er, når vi bliver til ofre for en situation. Disse mennesker i Mumbai er så meget på kanten af livet, at her har valget af livsindstilling en mærkbar effekt på liv og død. Jeg fortæller ”moren” at de lige nu er mine vejvisere til fordybelsen i kærlighed. Hun smiler, kysser mig og byder mig op til Bollywood-dans igen.

Mig og det kollektive livsvæveri

Jeg mærker en stærk påmindelse om noget jeg ved dybt indeni, men nogle gange glemmer: hvem styrer mit liv og min livsglæde? I alle situationer og relationer. Svaret er: Kun mig selv. Ikke som i ”ensom gør stærk”. Det er mig selv der vælger den dybe praksis at åbne op for fællesskabet som en kollektiv eksistens; for den dybe lov om at alt hænger sammen, alt er ét. Alt liv er et væv i konstant årsag og virkning, et dynamisk fælles åndedrag. Den dynamik og balance i det selv at beslutte sit fokus, og med dét indgå i et levende fællesskab, hvor man kommer hinanden ved – det er nogle af de stærkeste faktorer til livskvalitet, jeg har kunnet finde.

At bære andres sygdomme og smerter

Efter midnat rejser vi os op for at gå. Men inden vi går skal vi spise. Det er en tradition, at man spiser inden man går – for ligesom at forbinde sig med hinanden, stille og roligt. Så det er først nu, middagen bliver serveret: et simpelt måltid som alle deler. Vi sætter os igen, sveden løber efter den intense dans, og rummet er tæt og kompakt, fyldt af voksne, børn, oplevelser, historier og nærhed. Imens vi spiser taler vi om spiritualitet og de viser nogle fotos frem. Billeder er af dem selv, med lange og tykke jernspyd stukket igennem kinderne som ser meget dramatisk ud. De fortæller mig om et ritual de, så ofte de kan, praktiserer. Hvis nogen, som de kender, har det dårlig, laver de denne særlige form for ceremoni for at gavne personen. De kan også gøre det for kollektivet. De vandrer med spyddet igennem kinderne i flere timer. Så tager de det ud og såret heler. De gør det for at tage den andens smerter på sig, så personen får ro til at hele selv. Og de gør det for at rense sig, for åndelig styrke og for at give god energi ud i verden.

Jeg kigger nøje på deres kinder, og næsten alle af dem bærer store ar fra ceremonierne, det ser jeg først nu. Men de forsikrer mig, at det ikke gør særlig ondt. Forberedelsen op til selve ceremonien er flere ugers meditation og faste. Det er med til at styrke deres fokus og opløse smerten.

Igen, tænker jeg tilbage på min egen kultur. Denne form for ceremoni ville være utænkelig i Skandinavien. At bære en andens smerte på sig på den måde. Lige der, hvor jeg sidder med disse stærke kvinder, mærker jeg skønheden i deres praksis og min respekt vokser.

Ramt af forbundenhed

Livet rammer nogle gange på en måde, hvor jeg bliver nødt til at opgive alt det der definerer mig eller mine omgivelser. Opløse den tro jeg investerer i og det jeg vælger fra. Nogle gange for et øjeblik, nogle gange for altid. Der sker et skift, og jeg må bare læne mig ind i denne medbevægelse. Jeg overgiver mig, ramt af noget større der rækker udover det, der kan definere med ord. Jeg vokser, fordi det er livskraft. Ikke andet. Det sker af sig selv. Det er som at sætte sig selv fri fra alt det, der holder en tilbage, men som er så trygt.

I Indien blev jeg for alvor udfordret i min dualistiske tankegang om ”os og dem”. Det at være sammen, ligeværdigt, i tillid og respekt, var fuldstændig afgørende for det vi kunne lære af hinanden og opleve sammen, på en ny og ubetinget måde. Frustrationen over uretfærdigheden blev dog ikke mindre, men på en måde kunne jeg give mere af mig selv og tage bedre imod.

Jeg ser mig selv som en aktiv del af det større livsvæveri, hvor det hele hænger sammen, alt er forbundet om jeg vil det eller ej. En biologisk og spirituel betinget livserfaring der for mig gør at alt falder på plads.